Julearrangementet 2018 var en kæmpe succes!

Den 18. december afholdt MOTION i Dagtimerne sit årlige julearrangement med motion som altid, og med konkurrencer i badminton og roning for dem, der havde lyst til det, efterfulgt af en hyggelig julefrokost.

Som i tidligere år var arrangementet i 2018 en kæmpe succes, hvor rigtig mange fik sved på panden, gode grin og masser af socialt samvær. Ikke færre end 103 personer var tilmeldt julefrokosten, og endnu flere havde været i gang med motion om formiddagen.

At et sådant arrangement kan afholdes med succes, skyldes i høj grad de 16 frivillige hjælpere, der yder en uvurderlig indsats ved deres engagement på dagen, såvel som i planlægningen og i den sociale omgang med medlemmerne.

Formiddagen forløb med mange aktiviteter, og dem, der havde tilmeldt sig konkurrencer, fik nok lidt ekstra sved på panden den dag, da der trods alt var kamp om at vinde i de forskellige aktiviteter. I MOTION i Dagtimerne afholder vi kun konkurrencer den ene gang om året.

Det er dog ikke nødvendigvis dem, der er bedst i en aktivitet, der løber med den største præmie. De fordeles nemlig efter (u)retfærdige principper, hvor der gives præmie for såvel ”modet til at være med”, som for at have vist den mest imødekommende vindermentalitet under vejs. Og præmier var der mange af – hele 52 stk.

I år var vi heldige, at flere af vores gode lokale sponsorer deltog i julefrokosten. Vi værdsætter meget en god og nær dialog med sponsorerne, og de får muligheden for at vise flaget overfor vores medlemmer ved denne lejlighed. Det er i øvrigt vores sponsorer, der yder de fine præmier til dagens konkurrencer.

Det giver en fantastisk stemning, når præmierne fordeles, og der trækkes lod om de præmier, der ikke går til deltagere i konkurrencerne.

Under spisningen er det stemmebåndene der får motion. Her synges nogle enkelte julesange og Bente Svejgaard spiller for på sit el-klaver. Sangen og musikken er med til at hæve den gode julestemning.

Maden leveres af Lillebælt Sport og Kultur, og der var udelukkende rosende ord til overs for den dejlige juleanretning og det servicemindede personale.

Bestyrelsen ser med glæde frem til gode oplevelser i foreningen i hele 2019, og til det næste julearrangement sidst på året.

Se billeder fra dagen her.