MOTION i Dagtimerne rundede året af med et par rigtig hyggelige dage med masser af motion og socialt samvær.

Der var arrangeret konkurrencer for dem, der havde lyst til det, mens alle andre medlemmer kunne dyrke motion, som de plejer.

Tirsdag den 15. december var der konkurrence i roning / ergometer. Her var hele 19 deltagere i gang, og de kæmpede efter alle kunstens regler. Det vil blandt andet sige med udregning af handicaps, så alle kunne konkurrere på lige fod.

Torsdag den 17. december stod den primært på konkurrence i badminton, hvor 24 deltagere dystede i double. Der blev spillet i to indledende grupper og afsluttet med en finalerunde.

Begge dage gav masser af god motion og sved på panden, og begge dage gav masser af hyggeligt samvær mellem medlemmer og frivillige. Som altid i MOTION i Dagtimerne, var det sociale nemlig en lige så vigtig faktor som konkurrencerne. Konkurrencerne var helt perfekt tilrettelagt af nogle af de dygtige frivillige hjælpere, der er krumtapperne i foreningens daglige virke.

Torsdagen – og motionsåret – blev rundet af med en lækker julefrokost arrangeret af MOTION i Dagtimerne og med mad leveret af Lillebælt Sport og Kulturs eget køkken.

Under frokosten var der uddeling af de mange fine præmier, der var skænket af lokale sponsorer.

Billeder fra arrangementet kan ses HER

Sponsorer ved arrangementet var:
Middelfart Sparekasse, Strib afdeling – Super Brugsen i Strib – Rema 1000, Strib – Netto, Strib – Lillebælt Sport og Kultur / Strib Fritids- og Aktivitetscenter

 

MOTION i Dagtimerne ønsker alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!
Vi ses igen den 5. januar 2016 kl. 9.00 – 12.00